NYKREDIT
Erhvervslivets Kulturpris 2025
NYKREDIT
Nykredit er nomineret til Erhvervslivets Kulturpris 2025
Foto : Det interne kunstudvalg, fra venstre: Kim Nolfi Frøstrup, Vicedirektør - Jakob Dylander, Vicedirektør - Trine Ahrenkiel, HR- og kommunikationsdirektør - Martin von Horsten, Vicedirektør - Eva Riis Wiingaard, Kunstansvarlig (foto: Torben Eskerod)
Læs interviewet med Kunstansvarlig, Eva Riis Wiingaard
Hvilken rolle spiller kunsten i jeres virksomhed?
Kunsten spiller en central rolle i Nykredit ved at skabe et inspirerende og innovativt arbejdsmiljø. Vi ønsker, at kunsten skal indbyde til refleksion og frem for alt glæde blandt medarbejdere og gæster. Vi vælger derfor kunsten i vores huse ud fra et mantra om, at den skal være forskønnende fremfor provokerende.
Derudover bruger vi kunsten som en måde at navigere særligt i de større bygninger. Ud over nødvendige skilte orienterer vi os intuitivt ved hjælp af de mange forskelligartede kunstværker - ligesom man genkender sin havelåges udseende fremfor husnummeret, når man finder hjem. Dette skaber ikke kun et unikt og æstetisk tiltalende miljø, men også en stærkere forbindelse til kunsten og til vores fælles rum.
Hvilken rolle spiller kunsten for jer ledelsesmæssigt?
Kunst giver os mulighed for at se tingene fra forskellige vinkler og perspektiver, hvilket er afgørende for at kunne træffe velovervejede og kreative beslutninger. Vi går meget op i at involvere medarbejdere og kunder i kunsten og indbyder til den dialog og refleksion, kunst både bevidst og ubevidst skaber.
Et eksempel på dette er det bygningsintegrerede kunstværk "Tråd" af kunstnergruppen A Kassen, som findes i vores nybyggede hovedsæde i Nordhavn. Værket består af et spor af teglsten, som løber igennem huset fra den ene ende af grunden til den anden. En stor del af stenene kommer fra vores medarbejdere og kunder, der donerede sten fra steder som Jagtvej 69, Børsen og mange andre, ofte ledsaget af personlige historier.
Murstenen har historisk set været en vigtig ressource i dansk boligbyggeri, og værket knytter sig derfor til Nykredits historie med rødder tilbage i andelsbevægelsens og realkredittens oprindelse.
Vi har også et bygningsintegreret kunstværk (på vej) af Rumgehør og Tideland Studio, der består af fotos af døre fra hele Danmark, taget af vores medarbejdere. Disse fotos bliver oversat til 3D og derefter CNC-fræset i udvalgte mødelokaledøre. Lokalerne er navngivet efter byer i Danmark, så man vil eksempelvis kunne finde en medarbejders hoveddør til et hus i Virum i mødelokalet af samme navn.
Denne form for involvering skaber en stærkere følelse af ejerskab og tilknytning til kunsten og vores virksomhed, hvilket, vi mener, er essentielt for en positiv og engageret arbejdskultur. Derudover kan det være med til at forbinde vores centre ude i landet med hovedsædet.
Hvad er jeres råd til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed?
Gør kunsten til en aktiv og engagerende del af arbejdsmiljøet!
Det kan gøres ved at sikre en bred repræsentation og generel transparens i udvælgelsesprocessen. En måde, vi gjorde dette på, var ved at afholde en åben konkurrence for bygningsintegreret kunst til vores nye hovedsæde, hvor vi inviterede Mette Tony (Praksis Arkitekter), Poul Erik Tøjner (Louisiana) og husets arkitekt Lars Toksvig (PLH Arkitekter) til at være en del af dommerpanelet. Derudover oprettede vi en intern kunstgruppe, som repræsenterer vores medarbejdere.
Denne tilgang sikrede, at de udvalgte værker både tog hensyn til arkitekturen og besad en kunstfaglig dybde, samtidig med at vores medarbejderes perspektiver og præferencer blev inddraget - altså brugerne i sidste ende. Vi modtog over 65 skitseforslag og valgte et værk af Peter Holst Henckel og fire værker af A Kassen, herunder "Tråd", samt værket af Rumgehør og Tideland Studio.
Nu hvor huset og kunsten er færdig, oplever vi stor tilslutning og holder jævnligt kunstrundvisninger for alle interesserede.
Hvorfor har I netop valgt at blive fotograferet foran værket af Peter Holst Henckel?
Fordi det er et flot kunstværk, vi er glade for!
Vi har i vores interne kunstudvalg ladet os fotografere foran Peter Holst Henckels bygningsintegrerede værk "Fremtiden forgrener sig til nutiden". Værket henvender sig både til medarbejdere og gæster i huset ved at være noget af det første, man ser, når man træder ind i bygningen.
Med forgreninger, der imiterer trærødder og indlejrede keramiske objekter skifter bygningens gennemgående lamelvæggene karakter til en række store organiske relieffer. De keramiske objekter er fortolkninger af forskellige plantefrø, der henviser til den globale klima- og biodiversitetskrise. På den måde har værket en politisk undertone, som er typisk for Peter Holst Henckel.
NYKREDIT
Nykredit blev etableret i 1985 og er en dansk finanskoncern med bank og realkredit som de to bærende elementer. Nykredits hovedkontor ligger i Nordhavn.