EDC v/POUL ERIK BECH
Erhvervslivets Kulturpris 2025
EDC v/POUL ERIK BECH
EDC v/Poul Erik Bech er nomineret til Erhvervslivets Kulturpris 2025
Læs interviewet med founder Poul Erik Bech
Hvilken rolle spiller kunsten i jeres virksomhed?
Kulturen i en virksomhed fastlægges vel primært af det fundament vi skaber gennem omgangen med hinanden. Vil vi gerne arbejde med hinanden i mange år? Kan den enkelte blive ved med at arbejde i virksomheden, så længe kunderne vil betjenes af den pågældende? Og hvilken etik bygger vi samspillet på. Når det er sagt bidrager kunsten med yderligere et lag af identitet. Det er som om kunsten giver virksomheden et særkende. For den enkelte medarbejder noget smukt i hverdagen, noget at undres over, noget at drøfte indbyrdes eller med kunderne. For også kunderne mærker tydeligt forskellen på at træde ind i en virksomhed med eller uden kunst.
Gennem mere end 25 år har vi hvert år haft en kunstner til at lave en julegave til den enkelte medarbejder. Det være sig i form af litoer, glas, keramik, bronze, akrylglas og stål. Det har bidraget til, at mange har fået en øget interesse privat i kunsten. Der bliver fulgt med i, ”Hvad mon årets julegave bliver?” og små bemærkninger afleveret med et glimt i øjet som ”Nu ikke mere til væggene for så må jeg købe en større bolig”. Årets julegave er de seneste år tillige blevet produceret i en stor udgave til opsætning i bymidten i Varde.
Kunsten er blevet noget, som mange i virksomheden forholder sig til og har en mening om, herunder bliver der jævnligt flyttet rundt på værkerne, hvilket ikke altid sker uden debat.
Hvilken rolle spiller kunsten for jer ledelsesmæssigt?
Det der for mig i 1970 i Handelsbankens Kunstforening startede som en måde at lære andre at kende på blev stille og roligt til en interesse, og da jeg sammen med min gode kollega fra banken – Jørgen Jørgensen - i 1978 startede virksomheden tog vi hvert år sidst på året, når vi kunne se, hvad der var blevet i overskud ud for at omsætte noget i kunst. Kunsten gik i blodet og fylder mere og mere og bliver til en passion, hvor flere og flere timer hver uge går hermed. Gennem det overskud virksomheden hvert år genererer, giver vi via vores fond midler til udbredelse af kunsten primært i min hjemby Varde og noget bliver det også til i vores 80 butikker rundt om i landet.
Hvad er jeres råd til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed?
Er udgangspunktet at kunsten ikke er til stede og midlerne, der kan anvendes på kunst er begrænsede så lad primært hjertet råde. Driver I en virksomhed, hvor I blot ikke har haft kunsten på agendaen, men nu har besluttet jer for, at det skal der laves om på, så kan I med stor sandsynlighed have glæde af kunstfaglig bistand. Og som med så meget andet i livet finde ud af, hvad kunsten skal bringe jer selv og jeres virksomhed.
Hvorfor har I netop valgt at blive fotograferet foran værket af Hans Voigt Steffensen?
Holder simpelthen så meget af værket, og så knytter der sig en særlig oplevelse til værket, der hvad angår det håndværksmæssige er udført af glarmester Per Steen Hebsgaard også kaldet ”Doktor Glas”. Jeg så det hænge på hans værksted dengang i Vanløse for mange år siden. Solen lyste gennem glasset og en indre stemme forklarede mig, at jeg ikke kunne leve foruden. Værket har været udlånt og turneret verden rundt i nogle år, men nu har det sin faste plads her på Bremerholm. Dertil kommer, at jeg har haft rigtig mange gode timer med Per i efterhånden mange år.
EDC
EDC er Danmarks største ejendomsmæglerkæde med 235 boligbutikker, 24 erhvervscentre, 27 feriehusudlejningsbureauer og godt 1.700 ansatte.