DAMGOODPEOPLE

Erhvervslivets Kulturpris 2025

DAMGOODPEOPLE

damgoodpeople er nomineret til Erhvervslivets Kulturpris 2025

Læs interviewet med Managing Director Tina Christensen og Creative Director Dennis Astrup Madsen

Hvilken rolle spiller kunsten i din virksomhed?

Vi ser kunsten som en helt særlig kilde til inspiration for vores virksomhed, fordi den åbner for nye perspektiver, skubber til vores grænser og inviterer os til at tænke kreativt. Vi henter inspiration i kunstens mod og energi - kunstens evne til at kombinere det æstetiske med det meningsfulde giver inspiration til at skabe projekter, der ikke kun er funktionelle, men også taler til følelser og fortællinger.

Et kunstværk kan fortælle en historie, skabe et univers, vække følelser og skabe noget at snakke om, hvilket vi forsøger at integrerer i vores virksomhed og måden vi møder vores kunder og designopgaver på. Udover at bruge kunsten til inspiration, handler det for os også om at motivere vores medarbejdere og kunder til at være åbne for kunstens verden.

Vi prioriterer at opleve kunsten på lige fod, som når vi henter inspiration fra designverdenen. Det være sig både besøg på kunstudstillinger, kunstmesser og ikke mindst helt konkrete dialoger med forskellige kunstnere. Vi har et stærkt ønske om at integrere kunsten som en naturlig del i vores designprojekter og har flere eksempler på hvor det lykkedes.

Vi ser kunsten som en særlig ingrediens, der tilfører både dybde og karakter til design løsninger. Ved at integrere kunst i vores designs, håber vi på at skabe løsninger som indfrier både de funktionelle krav i opgaven, skaber størst muligt potentiale for brandet/virksomheden og samtidig også skaber muligheder for at inspirere til en større fortælling. Med kunstens indflydelse håber vi at skabe en arbejdsplads, hvor æstetik, design opgaver og værdier flettes naturligt sammen, og er med til at udvikler os som mennesker.

Kunsten inspirerer ganske enkelt til at skabe med både hjertet og hovedet, tænke innovativt og turde gå nye veje.

Hvilken rolle spiller kunsten for dig som leder/ejer?

For os er kunsten en kilde til energi, inspiration og tænke anderledes. Den åbner døren til en verden af nye perspektiver, muligheder og personligheder. En af de mest værdifulde gaver, kunsten giver os, er mødet med mennesker, vi måske ellers ikke ville have krydset spor med.

Kunstens univers åbner op for at mødes på tværs af baggrunde, erfaringer og synspunkter, og disse møder efterlader os altid med nye indsigter og inspiration. De minder os om vigtigheden af at være nysgerrig, at nuancerne er essentielle, når vi engagerer os med mennesker og løser opgaver for vores kunder.

Kunsten er en god reminder om at insistere på at være nysgerrig omkring at skabe ikke bare stærke løsninger, men løsninger der også berører og inspirerer medarbejdere, kunder og forbrugerne, der oplever vores designs i butikkerne.

 

Hvad er dit råd til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed? 

At integrere kunsten i virksomheden er som at åbne en dør til et univers fuld af overraskelser, nye bekendtskaber og energier, du ikke vidste, du manglede. Vores største anbefaling er: vær nysgerrig og åben. Tillad kunsten at træde ind og lade den udfordre, inspirere og påvirke jer på måder, I måske ikke havde forestillet jer.

For nogle kan kunsten måske godt virke lidt utilnærmelig og stiv i det – og det bedste råd er at træde ind i kunsten med "træsko" og ikke være bange for at gøre noget forkert, selv om ens viden måske er begrænset. Tænk på det som at lytte til ny musik – vær åben - og så vil kunsten bringe jer i kontakt med mennesker og idéer.

Gennem kunsten vil I møde kreative sjæle, kunstnere og individer, som bidrager med nye perspektiver. Møder med kunsten kan skabe forbindelser og samarbejder, der beriger både virksomheden, de mennesker, der er en del af den samt kunder og partnere. Desuden vil I opleve, hvordan kunsten overrasker og påvirker på et dybere plan.

Et kunstværk, en installation kan sætte tanker i gang, skabe samtaler og bringe følelser frem, som forbinder medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere på en helt ny måde. Kunsten er med til at skabe mulighed for at åbne op i dialogen og skabe plads til forskellige smag og præferencer.

Inviter kunsten ind med åbne arme og lad den være en aktiv del af jeres kultur og hverdag. Vi håber I opdager, at kunsten ikke kun forskønner lokaler/vægge, men at den giver meget mere end det æstetiske alene.

 

Hvorfor har I netop valgt at blive fotograferet foran værket af Fredrik Raddum?

Fredrik Raddums univers er noget helt særlig for os – kombinationen af det naive og samtidig utrolige stærke skulpturelle udtryk, materialerne, finish, humoren – det taler så meget til os. Samtidig har vi lært Fredrik rigtig godt at kende igennem mange år og synes enormt godt om ham. Han har virkelig god energi og en meget begejstret person og vi sætter stor pris på hans selskab.. Det helt særlige ved denne skulptur GHOST, er at den har fulgt os gennem mange år.

Først i en lille version som Fredrik lavede og vi var så heldige at få fat i. Efter nogle år lavede Fredrik den store model, som vi begge faldt pladask for – vi skrev helt synkront til hinanden, da vi så han postede den på Instagram og var bare sådan "den skal vi have" og vi fik heldigvis mulighed for at købe den. Fredrik kom selv kørende fra Norge med skulpturen på en trailer og den var bare så sød, når den stod der og kiggede ud i verdenen.

Den står midt i vores designstudie og vi får mange sjove og spontane reaktioner på den. Både fra alle dem som kommer på vores kontor og fra forbipasserende som kommer ind og får lyst til at se nærmere på den.


OM DAMGOODPEOPLE

Damgoodpeople er et designstudie med speciale i retail, arkitektur og produktdesign. Selvom virksomheden blev etableret i 2017, har deres team over 25 års erfaring inden for indretningsdesign. Virksomhedens mål er at skabe et samarbejdsorienteret arbejdsrum, der samler talentfulde individer med en dyb forståelse for, at design rækker langt ud over æstetik.